Annonce:
  • Privat
  • Erhverv
  • Landbrug

Det er det helt rigtige tidspunkt at sætte gang i nyt erhvervsbyggeri, mener direktør Lars Holten fra Carlsberg Ejendomme. Han anslår, at man nu får cirka 50 procent mere kvalitet for pengene i forhold til 2007. Alligevel tøver bankerne med finansieringen.

Det er det helt rigtige tidspunkt at sætte gang i nyt erhvervsbyggeri. Den lave rente og den hårde priskonkurrence mellem entreprenørerne om de alt for få opgaver har gjort det ekstremt attraktivt for bygherrer og investorer at sætte skub i nye ejendomsprojekter.

Budskabet kommer fra direktør Lars Holten fra Carlsberg Ejendomme – og understøttes af oplysninger fra Dansk Byggeri og Bygherreforeningen. Der kan bygges billigere og bedre end i mange år. ”Hvis man ser på både pris og kvalitet, vil jeg anslå, at man får cirka 50 % mere for pengene ved at bygge nu, end man havde fået på toppen af højkonjunkturen i 2007,” siger Lars Holten.

Det kan være en god idé at sætte gang i nyt erhvervsbyggeri, selv om ledigheden er høj, vurderer erhvervsdirektør, HD RICS Jørgen Jørgensen, EDC Erhverv Poul Erik Bech.
”Jeg er ikke i tvivl om, at der vil være efterspørgsel på nyopførte kontorejendomme med en grøn profil, god beliggenhed og høj kvalitet, når markedet igen vender,” siger Jørgen Jørgensen.

Fald i erhvervsbyggeriet

Alligevel fremgår det af den seneste konjunkturanalyse fra Dansk Byggeri, at der er udsigt til fald i det samlede erhvervsbyggeri på 25 % i 2010 og 15 % i 2011. Faldet kommer oven i den kraftige nedgang i nybyggeriet af erhvervsbygninger i perioden 2006-2009, hvor det samlede erhvervsbyggeri faldt fra 6,1 mio. m² i 2006 til 3,4 mio. m² i 2009, altså med skræmmende 45 %.

Hos Carlsberg Ejendomme ærgrer det Lars Holten, at han ikke har adgang til en stor pose penge, så han kunne sætte skub i nybyggeriet, bl.a. udviklingen af Carlsberg Byen i Valby. Her har finanskrisen sat en bremse på nybyggeriet, men det ville Lars Holten gerne kunne ændre på.
”Vi er inde i en periode, hvor det er blevet meget billigt at bygge. Man får virkelig noget for pengene nu. Det er efter min overbevisning det helt rigtige tidspunkt at sætte nyt byggeri i gang. På den baggrund ærgrer det mig, at vi ikke bygger nu. Entreprenørerne har ikke nok at lave, og derfor er det muligt at presse prisen eller lægge meget mere kvalitet ind i projekterne til samme pris, siger Lars Holten.

Han påpeger, at kvaliteten af byggeriet desuden bliver meget bedre nu, hvor byggebranchen har tid til at forkæle de gode kunder ved at satse på grundighed og kvalitetsbyggeri. Alle de midlertidigt ansatte medarbejdere uden den nødvendige uddannelse er ude – og tilbage er de dygtigste håndværkere. Det betyder, at der bygges med langt færre fejl og mangler end under højkonjunkturen.

En hård priskonkurrence

Prisfaldet på nybyggeri satte allerede ind sidste år. I juni 2009 anslog Bygherreforeningen, at bygherrerne kunne få deres projekter udført 15-20 procent billigere end året før. Meget tyder på, at denne udvikling er fortsat med uformindsket styrke ind i 2010. De tomme ordrebøger og finanskrisens lave aktivitetsniveau presser byggebranchen til at påtage sig nye opgaver til meget lave priser. Det billede nikker man genkendende til hos brancheorganisationen Dansk Byggeri, hvor seniorøkonom Finn Bo Frandsen sågar er bekymret over de lave byggepriser på medlemmernes vegne. ”Vil man bygge, bør man gøre det nu. Det bliver næppe nogensinde billigere at sætte gang i nyt erhvervsbyggeri. Der er tid til at kæle ekstra for kvaliteten til nogle priser, som bygherrerne kun drømte om i 2007. Vi mener faktisk, at priserne er blevet for lave. Entreprenørerne er så sultne efter at få noget at lave, at de ofte lader sig presse alt for langt ned i pris,” mener Finn Bo Frandsen.


Den hårde priskonkurrence er et led i end decideret overlevelseskamp i et marked, der er skåret ned til sokkeholderne.  Beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen forventes ifølge Dansk Byggeri at falde med 13.000 arbejdere, funktionærer og mestre i 2010 og med 3000 i 2011. I 2011 vil der være 135.000 beskæftigede i byggeriet mod 181.000 i 2007. Det er et fald på 46.000 personer eller 25 %. Tilbagegangen rammer især byggeaktiviteten. Beskæftigelsen ved nybyggeri falder med 54 % fra 2007 til 2011, mens beskæftigelsen ved bygningsreparation falder med 18 %. Anlægsaktiviteten er også ramt. Her vil der i 2011 være 5 % færre beskæftigede end i 2007.

Bankerne bør vågne op

Hos Carlsberg Ejendomme ville direktør Lars Holten som nævnt gerne kunne sætte skub i byggeriet og udnytte de gode priser. Men det kan han ikke – for finansieringen står i vejen. ”Finansieringen skal naturligvis først på plads. Men her oplever vi et stort paradoks. Under højkonjunkturen, hvor alle kunne tjene penge på ejendomsudvikling, blev pengene nærmest smidt efter alle projekter. Nu holder de samme banker på pengene, selv om det faktisk er det helt rigtige tidspunkt at bygge på, hvis man ser på chancerne for at gøre en god investering,” siger Lars Holten. Han mener, at bankernes holdning til at finansiere nye ejendomsprojekter er præget af en ”brændt barn skyr ilden” tankegang, der paradoksalt nok kan ende med at skade bankernes indtjening. ”Den bank, der hurtigst tilpasser sig den nye situation, vil kunne låne penge ud til nogle meget solide ejendomsprojekter, der vil have langt større chance for at blive en succes, end de projekter, man kastede penge efter i 2006 og 2007. Bankerne vil givetvis kunne gøre en god forretning og skabe pæne afkast ved at gå ind i projekter, der realiseres til de nuværende byggepriser,” mener Lars Holten.

Kvalitet efterspørges

Der er naturligvis mange andre gode grund til det lave niveau for nyt erhvervsbyggeri end den manglende finansiering. Det skræmmer givetvis både bygherrer og investorer, at der er en relativt høj – og stigende – ledighed inden for de fleste typer af erhvervsejendomme, ikke mindst kontor og detailhandel.

Men ledighedstallene fortæller ikke hele sandheden om lejemarkedet, påpeger erhvervsdirektør Jørgen Jørgensen fra EDC Erhverv Poul Erik Bech.
”Ifølge statistikken er der relativt høj kontorledighed over hele landet. Men tallene dækker samtidig over, at den især er gal med de utidssvarende kontorejendomme og lejemål af dårlig kvalitet eller beliggenhed. Derfor er jeg ikke i tvivl om, at der vil være efterspørgsel på nyopførte, moderne kontorejendomme, når markedet igen vender om et år eller to,” siger Jørgen Jørgensen. Han påpeger, at det derfor kan være et godt tidspunkt at sætte gang i nye projekter nu, hvor priserne er i bund og renten lav – så bygningerne kan stå færdige, når efterspørgslen vender tilbage. ”Jeg mener, det er på tide, at specielt bankerne bliver mindre berøringsangste over for ejendomsbranchen. Hvis der skal gang i nybyggeriet af erhvervsejendomme, kræver det, at bankerne igen bliver aktive medspillere. Dette vil være til stor gavn for beskæftigelsen og dermed hele det danske samfund,” siger Jørgen Jørgensen.

Yderligere oplysninger kan hentes hos:
Jørgen Jørgensen, Erhvervsdirektør
Tlf.: 33 30 10 25
email: jj.114@edc.dk

EmediateAd